Info
VM i sprint-orientering (by-orienteringsløb) bliver et kæmpe event i Trekantomraadet i 2022, og verdenseliten skal fra den 26. til 30. juni finde vej i centrum af Kolding, Fredericia og Vejle.
Vi forventer besøg af 350 eliteløbere fra 50 nationer og op til 3.000 publikumsløbere fra ligeså mange lande. De kommer både for at støtte deres nationale hold, men også for selv at prøve kræfter i de samme byer og i nogle af de nærliggende skove. Hertil kommer alle løbernes familie og andre tilskuere.
Det er gratis at være tilskuer til finalerne, så kom og vær med til at skabe en fest i byerne og for eliteløberne.
Danmark har vundet medaljer ved alle tidligere VM-finaler i Sprint, og den forsvarende mester for damerne, Maja Alm skal forsøge at tage sin FEMTE VM-guldmedalje i træk, om torsdagen i Vejle.
I stafet skal det danske hold forsvare deres BRONZE-medalje fra sidste VM. Det løbes i Kolding om søndag d. 26. juni.
Tirsdag i Fredericia er der debut for en helt ny VM-disciplin – Knock-Out Sprint – mest kendt fra skisport, hvor 6 løbere starter ud samtidig, og de hurtigste i hvert heat går videre til kvartfinale, semifinale og finale.
WOC’s partnere – Kolding, Fredericia og Vejle kommuner – støtter ikke alene stævnet økonomisk, men deltager også selv med festlige arrangementer i byerne. Så kom og vær med og se vores fantastiske sport, når den udføres af de bedste i verden – og det går stærkt.